Norge - Natur & historiske hoteller

Udover den ubeskrivelige norske natur byder Norge også på en masse skønne historiske hoteller. Vi har udvalgt tre af disse stemningsfyldte hoteller i det sydvestlige Norge, som udover en pragtfuld beliggenhed også har en lang historie bag sig. Rejseprogrammet indeholder en masse oplevelser og tid til at nyde de dejlige hoteller. Kom med tæt på flotte vandfald, sejl på nogle af de majestætiske norske fjorde, smag lokale produkter og nyd hjemrejsen med Fjordlines flotte krydstogtskib fra Bergen til Hirtshals.

 

Highlights

  • Bo på 3 charmerende og historiske hoteller
  • Smuk sejltur på Nærøyfjorden
  • Oplev Norges mest besøgte vandfald – Steindalsfossen
  • Se Vøringsfossen med sit imponerende fald
  • Besøg på lokal frugtgård inkl. smagsprøver
  • Kom tæt på den norske natur
  • Ophold i Bergen

 

PROGRAM:

1. dag: Udrejse - Vrådal. Efter endt opsamling kører vi til Hirtshals, hvorfra vi skal sejle kl. 12.15 til Kristiansand. Vi nyder en frokostbuffet ombord (inkluderet), mens vi sejler mod Norge. Efter ankomst til Norge kører vi straks videre til Straand hotellet i Vrådal, hvor vi bliver indkvarteret og får aftensmad. Hotellet ligger smukt ned til søen Nisser, så en lille aftentur til søen kan anbefales.

2. dag: Vrådal – Grimdalstunet - Sejltur. Efter morgenmaden tager vi en udflugt i området. Vi kører langs søen Vråvatn op gennem fjeldpasset Bjørnvannspasset og fortsætter ind over højfjeldet til Anne Grimdalens Minde/Grimdalstunet. Anne er en af Norges mest kendte billedhugger, og Grimdalen er hendes barndomshjem. Stedet består af et fascinerende hus fra middelalderen og en udstillingsbygning med en del af hendes flotte og livagtige skulpturer. Herfra går turen ned til den hyggelige by Dalen, hvor vi holder en pause. Tilbage i Vrådal tager vi en hyggelig sejltur på Nisser søen med båden FRAM, som er en ombygget slæbebåd, som nu fungerer som historisk og fin turistbåd. Aftensmad på hotellet.

3. dag: Hardangervidda – Voss Gondol - Voss. I dag skal vi tage afsked med Vrådal og køre nordpå mod Fleischers Hotel i Voss. Vi kører med passende pauser igennem det varierende landskab langs Hardangervidda Nationalpark. Ved ankomsten til Voss kører vi direkte til hotellet, hvor vi bliver indkvarteret. Herefter er der mulighed for en tur med Voss Gondol, som ligger tæt ved hotellet. Pris 350,-.  Skal bestilles sammen med rejsen. Gondolen er den største og mest moderne gondolbane i Nordeuropa. På turen op og ned har man en spektakulær udsigt over fjeldene, byen og søen. Aftensmad på hotellet. Fleischers Hotel er et imponerende bygningsværk og ligger lige ved søen Vangsvatnet, så en smuk aftensgåtur er en mulighed.

4. dag: De norske fjorde. Efter morgenmaden kører vi en panorama-tur i det enestående landskab. Vi kører mod nord for at udforske område langs den smukke Sognefjord. Vi nyder de unikke omgivelser, holder passende pauser og benytter et par mindre indenrigsfærger, inden vi om eftermiddagen tager en 2-timers sejltur fra Flåm til Gudvangen. En utrolig smuk sejltur på Aurlandsfjorden og Nærøyfjorden omgivet af stejle og smukke fjeldsider – måske med sne på toppen. Et fjordlandskab som er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. Med store indtryk i bagagen tager vi retur til hotellet i Voss. Aftensmad på hotellet.

5. dag: Vøringsfossen - Steinstø Frugtgård – Steindalsfossen. Når morgenmaden er spist, og bussen pakket kører vi mod vandfaldet Vøringsfossen, som er en af Norges mest kendte vandfald med et fald på 145 m. Herfra videre langs Hardangerfjorden mod Steinstø Fruktgard, som ligger idyllisk ved fjorden. Gården drives af Ruth og Ola Steinstø, som er 9. generation på stedet. Her får vi en fortælling om stedet og smager de lokale produkter. Efter besøget tager vi et kig på Steindalsfossen, som er et af Norges mest besøgte vandfald – bl.a. fordi man kan gå en tur bagom vandfaldet. Herfra går turen mod Bergen, hvor vi skal overnatte på Augustin Hotel – Bergens ældste familiedrevne hotel. Hotellet ligger i centrum af Bergen, så der er gode muligheder for en gåtur i byen efter middagen på hotellet.

6. dag: Bergen - Fjordline. I dag skal vi sejle med Fjordline fra Bergen kl. 13.30, men inden vil vi tage en byrundtur til fods i Bergen. Vi besøger bl.a. det gamle og fascinerende havneområde Bryggen samt ser byen fra oven efter en tur med Fløibanen. Herefter kører bussen og til færgeterminalen, hvor vi går ombord på Fjord Lines flotte krydstogtskib. Vi får tildelt vores kahytter, og mødes senere til aftenbuffet (inkluderet).

7. dag: Hjemkomst. Efter en god nats søvn og en tidlig morgenbuffet (inkluderet) ankommer vi til Hirtshals, hvorfra vi kører mod vores opsamlingssteder.

 

Straand Hotel

Kviteseidvegen 1698
3853 Vrådal
Tlf. +47 35 06 90 00

Straand Hotellet er beliggende i et af de smukkeste områder i Telemarken lige ned til søen Nisser og omgivet af fjelde. Hotellet har egen restaurant og bar og flere hyggelige opholdsrum/stuer i traditionelt norsk stil med historiske møbler, pejs og udsmykning. På hotellet findes en indendørs pool samt sauna og motionsrum. Alle værelser har eget toilet og bad. Gratis WiFi.

Straand Hotel går tilbage til 1864 og drives i dag af femte generation af Straand-familien. Hotellet lægger vægt på stor gæstfrihed og god service.

Fleischers Hotel

Evangervegen 13
5704 Voss
Tlf. +47 56 52 05 00

Fleischers Hotel ligger centralt i Voss tæt ved søen Vangsvatnet. Et moderne hotel med gammeldags charme og rig på traditioner. Hotellet har egen restaurant og bar samt en sommeråben terrasse med udsigt til fjeld og vand. Wellness-afdeling med pool, boblebad, sauna, fitnesscenter og udendørs tennisbane. Alle værelser har eget toilet og bad. Gratis WiFi.

Fleischers Hotel blev bygget i 1889 med henblik på de lidt mere velstående gæster. Især den imponerende og lidt prangende byggestil tiltrak opmærksomhed. 

Augustin Hotel

C. Sundts Gate 22
5004 Bergen
Tlf. +47 55 30 40 00

Augustin Hotel ligger i det centrale Bergen med oplevelser lige udenfor døren. Et hotel som flot blander den moderne stil med den traditionelle norske stil. Hotellet har originale malerier og skulpturer af norske kunstnere. Hotellet har egen restaurant og bar samt fitnesscenter. Alle værelser har eget toilet og bad. Gratis WiFi.

Augustin Hotel har været i samme familie i fire generationer og havde i 2019 100 års jubilæum og er dermed Bergens ældste familiedrevne hotel. Ingen af værelserne er ens, og kunstsamlingen er stor.

Fjordline

Fjordlines krydstogtskib MS Bergensfjord / MS Stavangerfjord er de første store cruisefærger i verden, som drives helt og holdent af miljøvenlig naturgas. Færgerne har restaurant, cafeteria, cafe, lounge, bar og tax-free shop. Der er plads til ca. 1.500 passagerer. Alle kahytter har eget toilet og bad.

 

Opsamling: 

Thisted - Vildsund - Nykøbing - Skive - Herning - Viborg - Ålborg - Hirtshals

Ved tilstrækkelig tilslutning også i: Fjerritslev - Hurup Thy - Holstebro

Se vores opsamlingsskema - klik her

Gratis pladsbestilling - læs her

 

OBS:

Mange nordiske hoteller modtager ikke kreditkort. Kun betalingskort

Prisen inkluderer:

  • Færge Danmark-Norge t/r
  • 5 x overnatning på hotel
  • 1 x overnatning på skib (indvendig dob.kahyt)
  • 1 x morgenbuffet på skib
  • 5 x morgenmad
  • 1 x frokostbuffet på skib
  • 5 x aftensmad
  • 1 x aftenbuffet på skib
  • Sejltur på søen Nisser
  • Sejltur på Nærøyfjorden
  • Besøg på Steinstø Frugtgård
  • Tur med Fløibanen i Bergen
  • Alle nævnte udflugter ekskl. entreer
  • Dansk rejseleder
  • 4-stjernet bus

 

Tilllæg eneværelse: 2.500,-
Tillæg enekahyt udvendig: 300,-
Tillæg dobbeltkahyt udvendig: 200,- pr. person

TILKØB: Voss Gondol: 350,-

 

 

OBS:

Mange nordiske hoteller modtager ikke kreditkort. Kun betalingskort

Anmeldelser af Natur & Historiske Hoteller

Herunder kan du se, hvad vores gæster fortæller om rejsen. Du er også meget velkommen til at fortælle om din rejseoplevelse hos Hanstholm Rejser via formularen nederst på siden. Du kan altid stille os spørgsmål på mail ved at skrive til info@hanstholm-rejser.dk.

Du deltager nu i lodtrækningen om et rejsegavekort på 500 kr. blandt indsendte anmeldelser/kommentarer, som udtrækkes hvert halve år.

Vinder af gavekort pr. 30.06.23: Egon Christensen, Fjerritslev

Vinder af gavekort pr. 31.12.22: Søren Søndergaard, Skive

Vinder af gavekort pr. 30.06.22: Jørgen Jørgensen, Broager

Vinder af gavekort pr. 31.12.19: Brita Andersen, Roslev

Vinder af gavekort pr. 30.06.19: Arne Meyhoff, Silkeborg

Fortæl om din rejseoplevelse


Relaterede rejser

9.698
Norge

Fjordnorge

Busrejse
10.398
Norge

Briksdalsgletsjeren

Busrejse
13.498
Norge

Nordkap

Busrejse