Tyskland - Rügen
Dejlige oplevelser langs kysten i Nordøsttyskland. Rejsen tager udgangspunkt i Sassnitz på øen Rügen, hvor vi bor alle dage. Rügen er Tysklands største og smukkeste ø med sin forrevne kystlinje, kridtklinter og gamle landsbyer. Rügen kaldes også i folkemunde for Tysklands riviera p.g.a. den smukke kyst, de hvide strande og de mange kurbyer. Vi besøger også de smukke gamle byer Stralsund og Greifswald. Spændende dage i et naturskønt og historisk område.
Highlights:
- Hotel i centrum af Sassnitz
- Stralsund og Greifswald – smukke historiske byer
- Sejltur langs de fantastiske kridtklinter på Rügen
- Oplev Putbus ”den hvide by”
- Se den kendte bademole i Sellin
- Nyd udsigten ved Kap Arkona – det nordligste punkt på Rügen
- Se Prora – det gamle feriehotel fra DDR-tiden
Afgange
PROGRAM:
1. dag: Udrejse. Efter endt opsamling kører vi med passende pauser til Sassnitz. Vi ankommer til hotellet først på aftenen, hvor aftensmaden venter os.
2 dag: Sassnitz – Königsstuhl – Kap Arkona - Prora. Vi går en tur i Sassnitz og besøger den gamle bydel, havnen, gågaden m.m. Der bliver mulighed for tid på egen hånd eller en smuk sejltur langs de fantastisk flotte hvide kridtklinter, der ligger umiddelbart nord for Sassnitz (ca. 22 €). Vi sejler fra Sassnitz op langs kysten til Königsstuhl, som er et fascinerende klippefremspring og tilbage til Sassnitz. Herefter kører vi igennem det smukke landskab på Rügen til Kap Arkona. Kap Arkona er et næsten 50 meter højt klippeplateau og det nordligste punkt på Rügen. Området er meget naturskønt, har 3 historiske fyrtårne, nogle bunkere og en god udsigt ud over Østersøen. Dagen byder desuden på et besøg ved Prora - det historiske og imponerende feriehotel fra DDR-tiden. Byggeriet er opført i perioden fra 1936-1939 men blev aldrig taget i brug efter formålet. Det 4 km lange kompleks blev senere benyttet af den sovjetiske hær og DDR’s hær. Der findes et museum/informationscenter om byggeriet i området (pris ca. 6 €). Vi slutter dagen af med et besøg på Rügens skovtårn, hvor der er mulighed for, fra det 82 meter høje tårn, at få en helt fantastisk udsigt ud over øen og Østersøen (pris ca. 14 €). Aftensmad på hotellet.
3. dag: Stralsund – Greifswald. Efter morgenmaden kører vi til Stralsund - den gamle hansestad, der er grundlagt omkring år 1200. Byen var oprindelig en ø og af samme grund en vigtig fæstningsby. I dag er byen landfast i to ender, men er stadig omgivet af vand på alle sider. Vi går en tur i den gamle bydel med de mange gamle huse, hvoraf mange er malet i pastelfarver. Byens centrum er særdeles velbevaret, og den blev af samme grund optaget på Unescos verdensarvsliste i 2002. Især byens centrale torv - Alter Markt er imponerende. Her står de karakteristiske bygninger med de stejle gavle side om side. Tid på egen hånd i Stralsund til at nyde byen og en frokost. Herfra går turen til byen Greifswald, der ligesom Stralsund er en historisk by, hvor især markedspladsen er et besøg værd. Vi tager et smut forbi den gamle havn, som også er en museumshavn med flotte både og et gammelt fangetårn. Herfra retur til Rügen. Aftensmad på hotellet.
4. dag: Binz - Putbus – Sellin. I dag kører vi mod syd på Rügen. Vi besøger Binz, som er Rügens mest mondæne badeby. Her får vi mulighed for at nyde den charmerende atmosfære med smukt restaurerede villaer og badehoteller, mange butikker og den lange badebro med en imponerende udsigt over byen og kysten. Oplev også fyrstebyen Putbus, den såkaldte "Hvide by" med de smukke hvidmalede huse. Vi ser bl.a. byens største plads ”Circus” - en rondelplads med parkanlæg, hvor der i midten står en 19 m høj obelisk. Turen går også til badebyen Sellin, hvor vi tager en gåtur på den flotte hvide sandstrand og den 400 m smukke og romantiske bademole ”Seebrücke Sellin”. Herfra går turen retur til Sassnitz. Aftensmad på hotellet.
5. dag: Hjemrejse. Efter morgenmaden pakker vi bussen og begynder hjemturen. Kort indkøbspause ved den dansk/tyske grænse. Vi er hjemme hen på aftenen.
Rügen Hotel***
Hotel centralt i Sassnitz, tæt på by og havneområde. Hotellet har egen bar, panoramacafe og restaurant samt indendørs pool. Alle værelser er mod landsiden og har eget bad og toilet. WiFi.
Rügen Hotel
Seestr. 1
18546 Sassnitz
Tel.: +49 383 92 53 100
www.ruegen-hotel.de
Opsamling:
Thisted - Vildsund - Nykøbing M - Skive - Herning - Vejle - Hylkedal - Rødekro - Padborg
Ved tilstrækkelig tilslutning også i: Fjerritslev - Hurup Thy - Holstebro
Se vores opsamlingsskema - klik her
Gratis pladsbestilling - læs her
Fakta om Rügen:
Rügen er Tysklands største ø og ligger i Østersøen ud for Stralsund. Den hører under delstaten Mecklenburg-Vorpommern. Sammen med nogle mindre øer udgør den Landkreis Vorpommern-Rügen med Bergen auf Rügen som kredshovedstad. Øens længde er 52 km og bredden 41 km. Den har et areal på 926 km² og består af større landområder sammenbundet med meget smalle sandstriber, som skiller lagunerne Nordrügener Bodden og Westrügener Bodden fra Østersøen. Øen er forbundet med fastlandet med Strelasundforbindelsen. I august 2004 indledtes bygning af en ny højbro, som skulle sikre bedre forhold for den kørende trafik til og fra øen. Broen blev officielt indviet den 20. oktober 2007 af forbundskansleren. Broen er sammenlagt over 4 kilometer lang og var ved sin indvielse Tysklands længste.
Øen var i middelalderen et af hjemstederne for venderne, som ofte plyndrede de danske kyster, indtil danskerne med Valdemar 1. den Store og biskop Absalon i spidsen i 1169 erobrede borgen Arkona og styrtede deres gud Svantevit. Øen har tidligere været både under dansk og svensk styre.
Rügen er kendt som et meget besøgt ferie- og badeområde. De fleste gæster besøger Rügen fra april til oktober. De vigtigste badesteder for bade- og kurturisme er Binz, Sellin, Göhren og Sassnitz. Rügens specielle natur- og kulturlandskab tiltrækker mange turister.
Kilde: Wikipedia
Prisen inkluderer:
- 4 x overnatning
- 4 x morgenmad
- 4 x aftensmad
- Alle udflugter ekskl. entreer
- Dansk rejseleder
- 4-stjernet bus
Tillæg for eneværelse:
Juni: 1.800,-
Juli: 1.880,-
September: 1.880,-
Anmeldelser af Rügen
Herunder kan du se, hvad vores gæster fortæller om rejsen. Du er også meget velkommen til at fortælle om din rejseoplevelse hos Hanstholm Rejser via formularen nederst på siden. Du kan altid stille os spørgsmål på mail ved at skrive til info@hanstholm-rejser.dk.
Du deltager nu i lodtrækningen om et rejsegavekort på 500 kr. blandt indsendte anmeldelser/kommentarer, som udtrækkes hvert halve år.
Vinder af gavekort pr. 30.06.23: Egon Christensen, Fjerritslev
Vinder af gavekort pr. 31.12.22: Søren Søndergaard, Skive
Vinder af gavekort pr. 30.06.22: Jørgen Jørgensen, Broager
Vinder af gavekort pr. 31.12.19: Brita Andersen, Roslev
Vinder af gavekort pr. 30.06.19: Arne Meyhoff, Silkeborg
Anne-lise 27.10.21
På turen er der mulighed for mange gode oplevelser. Især det historiske er interessant - Prora, Østtyskland, Arkona
__________________________________________________
Else 27.10.21
Dejlig tur, hyggelig og god stemning. Fik en masse historie fortalt om Rügen før og nu.
__________________________________________________
Bente 27.10.21
Altid god service af både rejseleder og chauffør, fine busser
__________________________________________________
Irene 03.08.18
Der var god service hele vejen igennem
__________________________________________________
Erik 02.08.18
Fin tilrettelagt tur og gennemførsel, en god oplevelse. En chauffør med en god humoristisk sans, god til at samle alle
__________________________________________________
Ingelise 22.05.18
Super godt
__________________________________________________